Min første tid med Scan How, 2. del

Den mest oplagte måde at bruge Scan How er jo at lade app’en erstatte den personlige vejledning i forbindelse med specifikke opgaver eller rutiner. Når man først har lært at lave et “workflow”, som det hedder i app’en, så er det ret nemt, synes jeg, at oprette forskellige instruktioner og vejledninger.

Hjælp til nye arbejdsopgaver

I mit arbejde som vejleder i KLAR TIL START skal jeg introducere mine borgere til en række forskellige konkrete arbejdsopgaver i en virksomhed. Nogle gange er formålet med opgaven at afprøve kompetencer ift. en given arbejdsfunktion, og andre gange handler det om at borgeren skal lære at mestre en arbejdsopgave helt uden hjælp. Jeg oplærer primært borgere til jobs i supermarkeder, og her er der en del rutineprægede opgaver, som altid skal udføres på samme måde, fx. betjening af en pappresser, så her er det helt oplagt at bruge Scan How.

Et samarbejde

Jeg laver typisk workflow’et i Scan How sammen med den borger, der skal bruge den, for så kan han eller hun være med til at skræddersy workflow’et, så det giver bedst mening for vedkommende. Og han eller hun kan desuden selv agere instruktions-person i workflow’et – på video, fotos eller ved indtaling.

Særlig løsning

Typisk vil man printe en QR-kode ud og sætte den op der hvor opgaven skal bruges. Så kan brugeren scanne koden med Scan How app’en, og så kommer vejledningen (der ligger online) frem på hendes/hans telefon. Men i KLAR TIL START foregår træningen på en arbejdsplads, hvor vi ikke kan sætte sedler med koder op rundt omkring. Det løser vi ved, at borgeren har alle sine vejledninger (offline) på sin smartphone og kan finde dem frem i app’en uden at scanne koder. Det kræver selvfølgelig, at borgeren kan håndtere sin egen samling af vejledninger, men borgere, der visiteres til KLAR TIL START, er typisk i stand til det.

Brugerne er vant til smartphone

Jeg synes ikke, det tager så lang tid at lære app’en at kende, men som jeg skrev sidst, så er det jo altid lidt op ad bakke med nye værktøjer. Men mine borgere er typisk under 20 år gamle og meget fortrolige med deres smartphones, så for dem er der stort ingen barrierer ift. at få en app mere på telefonen

Relations-bonus

Jeg har opdaget, at der er en kæmpe bonus ved at lave et workflow i samarbejde med en borger. Vi står jo og skal løse en opgave i fællesskab, og det kan være utrolig relationsskabende. Jeg oplever, at borgeren begynder at fortælle en masse om sig selv, som han/hun ikke tidligere har delt med mig. Dén effekt havde jeg ikke set komme, da jeg i første omgang lidt modvilligt blev introduceret for Scan How. Det har givet mig blod på tanden til at udforske, hvordan jeg kan bruge Scan How til andet og mere end praktiske instruktionsvejledninger. Det vil jeg fortælle lidt om i mine næste indlæg.

Hilsen Mijamaya

Om Mijamayas blog: Mijamaya er en af vores nye brugere, som vi har bedt om at dele sine Scan How-erfaringer. Mijamaya er uddannet kognitiv coach og arbejder som vejleder i autismeforløbet KLAR TIL START samt er personlig rådgiver inden for specialområdet.